Vi ved det godt. Når det er lidt for længe siden vi har kigget vores elskede i øjnene, når vi savner vores børn selv om de sidder lige foran os i indkøbsvognen, når vi igen går hjem fra en fest fuld af samtaler uden samvær, når der mangler noget: Intimitet. Den livsnødvendige melodi der lægger grundtonen i det at være menneske. Følelsen af at høre til, af at være forbundet følger vores medfødte evne til at have intime relationer.

Intimitet ligger naturligt til os.

Som små børn sidder vi jo ikke i klapvognen og tænker på om det nu er ok at kigge i øjnene SÅ længe eller om vi mon vil blive afvist hvis vi vil op til far eller mor. Som små børn tænker vi ikke over hvorvidt det nu også er interessant for damen i bussen at se hvor fin vores bamse er. Vi går bare lige ind i folk med træsko på uden at bekymre os om udfaldet. Ifølge den svenske socialpsykolog Johan Asplund er mennesker født socialt responsive. Vi har en medfødt evne til at mærke den anden og reagere på det som sker i relationen til andre mennesker. Vores evne til at etablere intime relationer kommer således naturligt idet vi vokser op med andre socialt responsive væsner. Bliver vi afvist, afvist græder vi, bliver vi mødt, griner vi. Og som børn giver vi den fuld power i begge ekstremer, også selv om der måske kun er få minutter imellem. Super enkelt. Så hvis man skal tro Asplund, er vi født til at have intime relationer hvor som helst og med hvem som helst. Vi er født til møde os selv og hinanden med åben pande.

Fravær af intimitet er til gengæld ikke noget vi er født med.

Når intimitetens melodi er druknet i støj er det et resultat af indlæring. Asplund kalder det asocial responsløshed. Det kommer ikke naturligt til os mennesker. Heldigvis. Det er noget vi lærer og det kræver en del arbejde at få os derhen hvor vi ikke længere mærker den anden. Men det sker. Vi lærer det når vi systematisk bliver mødt med præfabrikerede dagsordner der intet har med os at gøre, når det sociale bliver abstrakt og uden tilknytning til det der rent faktisk sker imellem os nu og her. Vi lærer især at lukke ned for intimiteten når det gør ondt. De fleste af os møder før eller siden situationer hvor vi får gode grunde til at dreje hovedet væk, lukke øjnene, bide tænderne sammen, holde masken. Når vi møder situationer hvor ikke er ok at kigge SÅ længe i øjnene, hvor det er farligt at vise sin sårbarhed, så lærer vi at sætte skillevægge op til vores indre rum. Nogen af os bliver så dygtige til det, at vi ommøblerer det til en mindre gummicelle.

Asplunds forskning handler om fænomenet udbrændthed. Når socialrådgiveren eller sygeplejersken pludselig slår om og går fra at være en omsorgsperson til at blive kold uempatisk skrankepave. Hvad sker der med os? bliver vi “tømt for følelser”, brænder intimiteten ud? Nej siger Asplund. Vi har slet ikke forstået udbrændthed endnu. Vi tror det er et spørgsmål om at vi har givet for meget, at vores empati og evne til at spejle hinanden kan udtømmes eller drænes. Men for Asplund er det snarere lige omvendt. Udbrændthed er netop et produkt af vores evne til at spejle den anden. Når andre møder os som var vi automater hvorfra man uden videre kan kræve den serviceydelse man lige har brug for i dag, så responderer vi ved at blive automat-agtige. Vores responsivitet spejler den vi bliver mødt med, vi bliver så at sige hvad vi har omkring os. Vi svarer uophørligt igen på den relation vi bliver tilbudt, om så det betyder at vi indlærer en asocial  responsløshed, en tonedøv socialitet. Når vi dag efter dag bliver nødt til at stå i relationer hvor det sociale bliver abstrakt bliver vi responsløse, vi forholder os abstrakt til den anden, den anden bliver et middel for vores mål.

Det gør ondt.Og det gælder ikke bare på de andre men også indadtil, i selvforholdet.

adhodandasn miami

 

 

 

 

Intimitet med kroppen

Tag nu for eksempel en relation som du har mulighed for at udforske hver gang du er til yoga. Relationen til din egen krop. Hvordan møder du den? Som noget du skal mærke, udforske og respondere på eller som om den var en automat du skal have noget fra? Møder du din krop med præfabrikerede dagsordner omkring hvordan den skal se ud, hvad den skal kunne, hvordan den skal føles at være i? Er der intimitet i den relation du opbygger med din krop når du er på yogamåtten? Kroppen er ligesom du selv født med en evne til at svare igen. Den spejler det den bliver mødt med. Møder du den som en automat bliver den automatiseret. Møder du den med abstrakte idealer bliver din relation til kroppen abstrakt og løsrevet fra din krops kapacitet og behov her og nu. De fleste yogaskader opstår netop ved at vi de-kobler os fra det vi kan mærke i kroppen og kører hen over dens smertegrænse fordi vi har en abstrakt ide om hvor langt vi skal ud i stillingen, eller fordi vi ikke længere er på talefod med den sanselige oplevelse af kroppen. For når vi møder vores egen krop som var den en automat for vores behov så spejler den dig med en lignende responsløshed på det sensoriske niveau. Den bliver gradvist mindre sensitiv og mere følelsesløs, den “taler” ikke længere til dig. Og når den endelig taler med dig er den typisk ret højrøstet: ekstreme sansefornemmelser såsom smerte eller ekstase.  Og når vi først har vænnet os til en responsløs krop kommer vi let til at blive afhængige af ekstreme sansefornemmelser for at føle at vi overhovedet har en krop. Som om alle mellemtonerne forsvinder. Vi mærker kun toppen og bunden af en endeløs rutsjebane hvor vi klamrer os til højderne og flygter væk fra bunden. Intimitetens melodi findes i mellemtonerne. Og når de mangler føler vi os permanent utilfredsstillede, som jagede dyr, som om der mangler noget. Vi ved det godt.

Det interessante ved yoga er således, at det ligesom sociale relationer kan udvikle sig både den ene og den anden retning. Du kan bruge din tid på yogamåtten til at opbygge en mere og mere fintunet responsivitet over for din krop, men du kan også sagtens bruge yoga til at træne dig selv til sensorisk responsløshed. Du kan gå i yoga og genopdage den forbundethed som er din vuggegave, din medfødte natur, men du kan også sagtens bruge yoga til at gøre din relation til kroppen og til de andre mere abstrakt og løsrevet fra de fysiske og virkelige behov den har lige nu og her. Og uanset hvem du er og hvilken yogaform du kaster dig ud i vil du sikkert støde på lidt af begge dele gennem tiden. Din praksis afspejler hvor villig du er til at mærke livet som det er, og det er ikke altid vi er villige eller har kapaciteten til at møde det som sker i os med løftet pande.

Der kan være mange og rigtig gode grunde til at vi kører ud på et spor hvor vi gradvist bliver mere tonedøve for intimitetens melodi. For på et tidspunkt bliver det bare er for pinligt at stortude og stampe i gulvet nede i supermarkedet mens vildfremmede voksne kigger på. Det bliver for ubehageligt at tabe ansigt i skolegården, for smertefuldt at få knust sit hjerte (igen!), for sårbart at sætte grænser der alligevel ikke bliver respekteret, får hårdt at få tingene sagt, for umuligt at få sin nattesøvn når babyen græder, for håbløst at opgive kampen. Og så videre. Men hvis vi skal tro socialpsykologien er responsløshed en indlært forsvarsmekanisme, ikke vores første prioritet. Det er snarere vores sidste udvej. Vi har altid mulighed for at høre alarmklokken ringe når intimiteten går fløjten. Det letteste sted at mærke det er i sansningen af kroppen, men implikationerne er langt bredere end det.

 

At møde “den anden”

Jeg synes vi skal tage Johan Asplund på ordet. Jeg vælger at antage at både social og sensorisk responsivitet er noget vi er født med, noget der kommer naturligt til os. En slags default. Følelsesløshed, responsløshed skal læres og det tager lang tid og kræver hårdt arbejde. Når jeg får en ex-ballarina på retreat fortæller hun at det har taget mange år at lære at stå i første position med tæerne vendt udad og at det involverede smerte, tvang, hård træning og ømme knæ. Men det tager kun nogle måneder med sensitiv, responsiv yoga før fødderne skifter tilbage i retning af parallel, selv efter mange år. Det går hurtigt og det er lettere fordi det er den måde som fødderne nu engang er harmonisk forbundet med resten af kroppen på. De har en naturlig parathed til at gør det, der forbinder dem med kroppens helhed.

Responsivitet, intimitet, forbundethed ligger lige til højrebenet i den menneskelige natur og den vælder frem igen så snart vi giver slip på det der holder den nede. Når vi slipper bare en lille smule på det der får os til at føle os adskilt, kommer følelsen af forbundethed af sig selv. Du skal ikke gøre noget for at mærke din krop. Din krop mærker hele tiden, nonstop, alt! Det eneste du skal er at slippe dagsordnerne om at du skal mærke noget bestemt, kunne noget bestemt, være noget bestemt. Intimitet og forbundethed kræver ikke andet end at vi holder op med at kæmpe imod. Du kan genfinde intimiteten på din yogamåtte i relationen til din egen krop såvel som i hverdagslivet i relationen til dine medmennesker. Når du i din praksis undersøger hvad din krop gerne vil have i dag, hvad der føles nærende, forbundet og helstøbt så praktiserer du intimitet. Og i alle relationer kan vi mærke hvor rart det er når vi slipper kontrollen lidt og giver plads til at lytte, mærke, stille spørgsmål, lade os påvirke og overraske af den anden. Og reagere på det vi mærker, selv hvis det betyder at vi nogen gange siger nej tak og trækker os væk. Det er dybt tilfredsstillende at have et reelt møde, også selv når det måske kun varer et par minutter.

Intimitet opstår når vi møder nogen der er åbne overfor os og parat til at møde os som vi er. Når der er et fravær af præfabrikerede dagsordner. Intimitet kræver ikke nødvendigvis stor passion, romantisk forelskelse eller konstant selvbekræftelse. Det eneste der kræves er vores medfødte villighed til at respondere på det vi mærker i mødet med den anden. Og i yoga findes ”den anden” altid på begge sider af hudens arbitrære grænse.