Er yoga selvcentreret? Er det selvoptaget at meditere? En kær veninde skrev for nylig at hendes venner oplever det som selvcentreret at dyrke yoga og meditere. Og på en workshop med Genpo Roshi tidligere på måneden kom spørgsmålet op igen: Hvordan kan vi sidde her og meditere når folk ligger og dør i gummibåde to timers flyvning herfra?

Det er så her jeg typisk kaster mig ud i en brandtale om at yoga er der hvor jeg lærer at handle på det jeg mærker i stedet for bare at slukke for fjernsynet og gå i seng når nyhederne er for nedtur (den brandtale kommer længer nede, bare rolig). Men Genpo tog den lige et spadestik dybere og det fik mig til at tænke.

JA, sagde han. Ja, det er egentlig super selvcentreret at bruge årtier på at meditere og studere selvet. Vi mennesker er i det hele taget enormt selvoptagede. Kig dig lige omkring på dem der IKKE bruger årtier på at meditation og selvrefleksion. Er ”de” så meget mindre selvcentrerede end ”os” der er steget på det spirituelle tog? Kig på planetens tilstand, på den globale ressourcefordeling, hvad siger den om vores selvcentrerethed? Er der nogen af os mennesker der IKKE er selvcentrerede? Selv Moder Theresa fik garanteret et lille kick ud af at hjælpe andre.

Vi kan da sagtens tørre skyldfølelsen over vores nordeuropæiske privilegier af på de ganske få mennesker der har det lidt bedre end os. Vi kan komme af med vores koloniale tømmermænd ved at pege fingre af dem der virker en lille smule mere selvoptagede end os. Vi kan sagtens blive enige om at selvoptagetheden kun findes hos “de andre” og i hvert fald ikke er i os selv.

Vi kan pege fingre af dem der dyrker yoga, af dem der mediterer, af dem der har store biler, af dem der ejer multinationale selskaber. Vi kan pege fingre af alle som IKKE sidder i en gummibåd med deres familie lige nu. Men jeg tror ikke den holder i længden.

Inspireret af Genpo kan vi måske gøre noget andet og tage selvoptagetheden på os. Yes, jeg er egocentreret. Yes! Jeg er så selvoptaget at eg har valgt at blive boende her med mine privilegier. At jeg tager mig råd til at gå til workshop med en zenmunk, tager mig tid til at praktisere yoga. Yes, hovedet på blokken, jeg er så selvcentreret at jeg fortsætter med at leve her og på denne måde i stedet for at rejse til den anden side af jorden og tage mig af mennesker der har det være end mig.

Hands in the air people! Lad os tage vores selvcentrerethed på os og komme videre. Mine 50 kroner om måneden til røde kors, min buddhistiske loving kindness praksis, min dedikation til at undervise i yoga er ikke nok til at købe mig en billet til selvfedmens 7. himmel hvor det kun er de andre den er gal med.

Når vi dropper forsvaret og tager ansvaret på os så behøver vi i det mindste ikke rende rundt og projicere selvoptagetheden ud på andre mennesker. Mennesker vi så kan såre lidt mere med vores bedrevidende beskyldninger. Vi behøver ikke tale nedsættende om folk der tager på meditationsretreats i stedet for at åbne et suppekøkkenfor hjemløse, folk der køber designertøj i stedet for at sende pengene til røde kors, folk der passer deres corporate karriere i stedet for at bygge nye huse i Katmandu dalen, folk der hver eneste dag indånder ilt og udånder CO2 og dermed er med til at sikre endnu en dags katastrofe på planeten. Vi er ikke adskilt fra de folk.

Vi ER de folk.

Det er os selv vi peger fingre af når vi udpeger en gruppe af mennesker som selvcentrerede. Vi peger fingre af de andre fordi vi ikke kan holde ud at se indad og erkende at vi er mindst lige så håbløse som resten af jordens befolkning. Og sådan går vi igennem livet med vores pegefingre.

Mennesker er det eneste dyr der har selvbevidsthed. De eneste dyr der kan være selvcentrerede. Men vi er også det eneste dyr der har evnen til at vågne op til noget større end det. Der findes ikke andre dyr på planeten der kan tænke selvreflekteret ud af selv-boksen eller “droppe selvet” som det så fint hedder. Potentialet ligger der hos os, derfor ligger der også et ansvar hos os mennesker tænker jeg. Vi kan starte med at tage det ansvar på os i stedet for at tørre den af på sidemanden. At stå ved os selv som vi er – ikke den moralske elite vi gerne ville være men bare helt almindelige, selvoptagede mennesker. Vi dyrker hverken yoga fordi vi gerne vil redde verden eller fordi vi gerne vil redde os selv. De to ting kan ikke eksistere adskilt fra hinanden.

For mig er yoga nemlig OGSÅ en af de få aktiviteter der tilbyder mig muligheden for at opleve verden fra et andet sted end min egen navle. Yoga er det der får mig til at vågne op en hver dag. Det der gør at jeg kan mærke hjertet briste når jeg åbner for nyhederne og lytter efter i stedet for at zappe videre til aftenens film. Og der er andre aktiviteter der gør det samme for øvrigt. At arbejde længere tid i naturen, at tage sig af et dyr eller et spædbarn eller en ældre eller en syg f.eks. Og det er ganske rigtigt at yoga starter med at man kigger indad. Men da kun fordi man ret hurtigt opdage at grænsen mellem indenfor og udenfor er ønsketænkning. At ”deres” shit også er ”mit” shit. Studiet af selvet er paradoksalt nok det der giver en afstand til selvet. Når man har kigget “indad” et stykke tid forekommer det at der er enormt meget derinde og at det ligner det der før var udenfor. At selvet bliver til en lille bitte prik i et stort univers, en hat vi kan tage på. Og derfor måske alligevel ikke verdens navle. Selvet er måske ikke den eneste optik jeg kan opleve verden igennem. Og derfor måske ikke så mega vigtigt at vi MÅ forsvare det når folk kalder os selvoptagede.

Så når nogen peget fingre af dig der mediterer eller dyrker yoga så smid hænderne i vejret og sig: det kan der være noget om! Og vær sikker på du MENER det. Tag ansvar for din selvoptagethed, tag den på dig. Så kan vi i det mindste få fred på jord resten af den samtale. Når vi yogier og meditations-freaks bider på krogen og prøve at forsvare os selv vil vi nødvendigvis medvirke til mere af det samme: Selvoptagede, veluddannede overskudsmennesker der diskuterer hvem af dem der er mest selvoptaget. Imens ligger folk og dør i gummibåde to timer herfra.

Så måske kan vi i stedet for at tale om uselviskhed bare gøre det? Du kan starte med demonstrere din uselviske topfede måde at leve på ved at droppe forsvaret af dig selv når nogen kalder dig en egoist. F.eks.:

“Hmm ok måske, det kan du have ret i. Der er åbenbart bare ingen ende på vores selvoptagethed hva? … Og var det en dobbelt latte på minimælk jeg skulle hente til dig eller vil du hellere have soya?”.

End of discussion. Smid håndklædet i ringen. Tab diskussionen. Så kan livet gå videre og vi kan vende vores indignation mod noget mere relevant. Noget der inspirerer til handling måske?