Tre workshops i Århus, tilmelding online hos Yoga Collective

Tirsdag den 27. November: Sansning – intimitet med kroppen (aften)

En hel fundamental del af yoga er at lytte til kroppen. På samme måde som du ville lytte til en god ven der fortæller dig om sin dag, kan yoga foregå som en respektfuld og åben samtale. Når vi arbejder med sensitivitet og det at mærke efter hos sig selv falder præstationstrangen, projekterne og dommene væk og vi står ansigt til ansigt med den intimitet vi så ofte længes efter og søger uden for os selv.

Birgitte underviser en blid, dynamisk yogaklasse der bevæger hele kroppen og skærper din sansning, især omkring leddene. Ved at blive mere præcis omkring, hvad du kan mærke i kroppen (interoception) når du bevæger dig, lærer du at guide din praksis indefra så du ved hvor langt du skal gå i en yogastilling, hvor længe du skal blive der og hvad du kan gøre for at din yogapraksis bliver mere meditativ og behagelig.

Onsdag den 28. November: Flow – det frie åndedræt (aften)

På moderne yogaklasser arbejdes der tit med at synkronisere åndedræt og bevægelse (vinyasa). Denne tilgang tilfører din yoga et legende og flydende element, men gemmer også på et meditativt aspekt der sjældent finder sin fulde dybde på det ugentlige drop-ind hold. På denne workshop arbejder vi med flow-baseret yoga som meditationsteknik. Birgitte underviser i det frie åndedræt (svaramukta) som et kraftfuldt redskab til at gå dybere i din praksis og kobler dette med en række enkle, cirkulære flows (ullolla). Du lærer at bruge det frie åndedræt som et redskab til at gå dybere i din praksis. Birgitte deler her sin viden og mange års erfaring fra Dynamic Yoga hvor metoden til at undervise det frie åndedræt er udviklet. 

Onsdag den 28. November : Workshop for yogalærere: Sansebaseret instruktion (eftermiddag)

Som yogalærere bruger vi ofte generelle alignmentprincipper for at sikre, at vi passer godt på vores elever i undervisningen. Men eftersom dine elevers kroppe er specifikt forskellige både fysisk og historisk er der ikke noget one-size princip der passer til alle. En sikker og sensitiv instruktion taler derfor altid til elevens egen oplevelse af kroppen, sådan at vi som yogalærere underviser vores elever i selv at handle på det de kan mærke snarere end bare at gøre hvad der bliver sagt. De fleste yogalærere er i dag opmærksomme på, at det er for uspecifikt blot at bede eleven om selv at ”mærke efter” eller ”respektere sin grænse”. Alligevel er der I dag yderst få yogalæreruddannelser der tilbyder en systematisk metode til at guide eleven i at finde ud af a) hvad de konkret skal mærke efter og b) hvor grænsen går netop i dag. Denne workshop giver dig inspiration til, hvordan du konkret kan hjælpe dine elever med at fintune sensitiviteten overfor sansefornemmelser og undersøge deres egen krops kapacitet.

Hvem kan deltage: Kurset er åbent for yogalærere med minimum 100 timers uddannelse. Hvis du er midt i en uddannelse eller har anden baggrund som du mener kvalificerer til denne workshop så skriv til Birgitte.

Se de nøjagtige tider & priser og book din plads hos Yoga Collective