(Blog for Yogavivo om yogaens egentlig ikke ret indviklede veje).

Yoga er fuld af mærkelige modsætninger. For eksempel: Det ene øjeblik står man krøllet sammen og sveder i en eller anden underlig stilling, som føles, som den vildeste udfordring, og overvejer om man nogensinde bliver god til det her. Det næste øjeblik får man at vide, at det hele handler om at ”give slip”, droppe ambitionerne og bare ”være med det der er”. Og så siger de at yoga betyder ”enhed” eller ”forening”. Yeah right!

Hvordan går man yogavejen når den tilsyneladende stritter i alle retninger?

Måske skyldes vores navigationsvanskeligheder, at yogatraditionen i virkeligheden blev opfundet af personlighedsspaltede guru-typer, der spiste alt for mange svampe? Det er absolut en mulighed. En anden mulighed er, at yogatraditionen ikke er et filosofisk ståsted, men snarere en bevægelse der altid går på to ”ben”: Med det ene ben går vi efter guldmedaljen, med det andet ben giver vi op.

 

Gå efter guldmedaljen

Lad os tage den med guldmedaljen først. Hvad fik dig til yoga for første gang? De fleste af os sætter vores ben på en yogamåtte fordi vi længes efter et eller andet ”mere”.Vi vil have vores praksis til at give os noget eller gøre noget. Denne side af yoga ligger lige til højrebenet hos os vesterlændinge. I skolen, på arbejdspladsen og i selvhjælpsbøgerne lærer vi at vi skal sætte os ambitiøse mål, kæmpe for vores drøm, blive en bedre version af os selv, at være helten i vores egen fortælling, gå passioneret efter guldet. I yoga kan ”guldmedaljen” tage mange former. For nogen af os er det noget fysisk: En blød sansefornemmelse i kroppen, afspænding, styrke, smidighed, energi, helse, bedre nattesøvn, en stilling vi gerne vil mestre, et friere og roligere åndedræt. For andre er det mere noget psykologisk eller filosofisk: Mening i tilværelsen, ro i sindet, fred på jord, mindre lidelse, autenticitet, frihed, kærlighed, intimitet. Hvis man er helt oppe på den store spirituelle klinge kan det være man dyrker yoga for at nå en tilstand af spirituel oplysning. (Ja, og så er der os, der primært kommer til yoga for at få en 10 minutters ”morfar” i afspænding efter en lang arbejdsdag.) Uanset hvad det er, du går efter, så står du på yogatraditionens guldmedaljeben, når du på en eller anden måde gerne vil have at du selv og verden omkring dig får noget ud af din praksis. Det er en integreret del af vores menneskelighed at søge og stræbe efter fuld udfoldelse. Det er det, der driver os hen på yogamåtten for første gang og det er også det der får os til at blive hængende på den og brænde passioneret igennem når det bliver udfordrende.

 

… Og giv op

Og så er der det andet ben. Det med at give op. Det kan måske lyde lidt mærkeligt. Hvad er det fede ved at give op? Vi yogalærere pakker det ofte ind i mere spiselige vendinger, såsom overgivelse, hengivelse eller at give slip. Men implikationen er, at kunne give op. De fleste mennesker oplever på et eller andet tidspunkt i livet hvordan, det at slippe et fast holdepunkt, en drøm eller et projekt netop har været begyndelsen på noget helt nyt og skønnere, som man på ingen måde kunne have forestillet sig mens man holdt fast i det gamle. Det her lærer vi ikke ret meget om i skolen, på arbejdspladsen eller i selvhjælpsbøgerne. Kan du komme i tanke om et menneske der bevidst har lært dig hvordan du bliver god til at give op? Nej vel? Det virker bare ikke sexet. Ikke desto mindre vil jeg gætte på, at det her andet ben – det med at give op, give slip eller overgive sig – i endnu højere grad, er det der får os til at søge yoga. Der er noget i os, der længes så dybt efter at droppe al stræben og give sig hen til livet og nuet. At vide med sikkerhed, at vi er født hele, at vi er ok præcis som vi er. Hvis man kigger på ideen om ”oplysing” så referer den netop til en proces, hvor mennesket giver fuldstændig slip på ideen om, at der overhovedet er en guldmedalje, en gulerod eller noget at ”opnå” i livet. Oplysning er at kigge sig i spejlet en morgen og fatte, helt ind til benet, at du ikke bliver bedre end du er lige nu. En af mine venner (komponisten og zen munken Troy Lennerd) siger det så rammende: ”Folk stræber efter oplysning, som var de olympiske svømmere, der kæmpede om guldmedaljen, men alle dem der faktisk har vundet den olympiade vil kunne fortælle dig, at ”oplysning” i virkeligheden føles mere som at drukne”.

 

Yoga som gangart

Ok så. Der står man i kriger II og sveder med et ben i hver lejer. Kommer vi overhovedet nogen vegne på den måde kunne man spørge? De to ben i yogaens fundament lader til at være plantet i hver sin galakse! Skal jeg holde fast og kæmpe? Skal jeg give slip og opgive? Og hvem var det lige der kom på den sindssyge ide at gøre begge dele samtidig?

Der er mange bud på hvordan man går yogavejen. Nogen vil hævde at det ene ben er rigtigt og det andet ben er forkert. At vi holder op med at være forvirrede hvis vi vælger det rette ståsted for vores praksis. Jeg tror snarere forvirring skyldes, at vi er opdraget til at tænke I ”enten/eller”.

Yoga tilbyder en anden grundtanke: Enhed.

De to ben i yoga duer ikke til ret meget hvis vi ser bruger dem som adskilte, filosofiske ståsteder. De er snarere en slags gangart. Din praksis er en ubrudt bevægelse der med tiden former netop din yogavej. Nogen gange griber du fat, og nogen gange giver du give slip. Nogen gange giver du alt, hvad vi har i dig, andre gange giver du op. Yoga er (måske) bare det, at være i konstant bevægelse. Lidelse opstår typisk når vores gangart gror fast på det ene ben, når vi føler os fastlåst eller humper i rundt cirkler. Men at gro fast for en tid, er også yogavejen. Du kan ganske enkelt ikke træde ved siden af. Yogavejen har intet autoværn, dit næste skridt ER vejen. Uanset hvilket ben du står på, hvor længe du står der, og hvordan det føles, er du stadig på vej. Den anden fod venter tålmodigt på næste skridt. Efter højre kommer venstre, efter indånding kommer udånding.

Men altså. Man behøver ikke være superguru for at regne ud, at det er noget mere praktisk at gå på to ben end det er, at hinke hele vejen hjem.